Konvolvlen

Ak, hvorfor mødte jeg dit støv i boken,
konvolvel fra de bitre ungdomstider,
med bladene og stenglen knust i kroken
imellem to udødelige sider?

Var mine læber fyldt af sommerblaasten,
saa spilet jeg din krone ut igjen,
og løftet dig tilbake gjennem frosten
til skjønne, glemte blomstersletter hen!

At streifes af en fryvil mellem tusen
er ædlere bestemmelse at faa,
end hér at bære vidnesbyrd om rusen
som skulde saa ubotelig forgaa!

Og heller blomstre stille af i freden,
sandfærdig og beskeden og uskyldig.
end hér at være billedet paa eden,
som siden tyve somre er ugyldig!

Konvolvel, som blev viet til at myrde
en lykkedrøm, ungdommelig og streng,
bli atter til en glæde for en hyrde
blandt tusen andre blomster i hans eng!

Olaf Bull (1883-1933)

(Fra diktsamlingen Oinos og Eros, 1930)